Udluftning og Skimmelsvamp

Vi har i bestyrelsen modtaget nogle henvendelser om svamp i lejlighederne, derfor skriver vi her om hvordan man undgår svamp i sin bolig.

Det er ofte beboerens skyld hvis der er svamp i en bolig. Svampe såsom skimmelsvamp trives i områder med høj fugtighed. Derfor anbefaler bestyrelsen at man ofte lufter ud og at man anskaffer sig et hydrometer. En luftfugtighed på under 50% er målet.

Herunder er der en skrivelse om udluftning af radiatorer som er nødvendig hvis man ønsker et tørt og svampefrit hjem
og under det er der en sammenfatning af gode råd fra Bolius

Gode råd fra Bolius om hvordan du rengør med henblik på skimmelsvamp:

Hvordan fjerner du et mindre angreb af skimmelsvamp?
Lad være med at gå i panik, hvis du opdager, at der er et angreb af skimmelsvamp i din bolig.
Skimmelsvampe findes alle steder. For at skimmelsvampen kan gro kræves der organisk materiale, ilt og fugt. Organiske materialer og ilt findes overalt, så det er fugten, du skal koncentrere dig om at få elimineret. Der kommer naturligvis fugt i badeværelset, men hvis du lufter grundigt ud, bør det ikke være et problem. Men man kan ofte se angreb af skimmelsvamp, fx i fuger, hjørner og på lofter, vægge og gulve. Desuden findes der ofte skimmelsvamp i kanten ved ruderne på vinduesrammer.
Årsagen til angrebet på badeværelsesvinduer sker, fordi den varme, fugtige luft fortættes på ydervægge og vinduer, og dermed danner dug, og så har man fugtkilden, som kræves for at der kan opstå skimmelvækst.
Du kan hurtigt gøre noget ved problemet. Der findes en række midler på markedet, såsom Klorin eller Rodalon. Der findes også andre rengøringsmidler, der desinficerer, og så er der Protox og Hysan, som er skimmeldræbende midler.
Skrub grundigt, hvor det er nødvendigt for at få al skimmelvæksten af. Sørg for at følge produktanvisningen nøje. Lad være med at overdosere, selvom det kan være fristende. Midlerne kan være skadelige for miljøet.
Bemærk, at bekæmpelsesmidlerne og desinfektionsmidlerne ikke fjerner evt. misfarvninger, der kan opstå som følge af svampevæksten.
Du skal også huske at undgå, at fugten hober sig op i badeværelset. Det kan du gøre ved at lufte grundigt ud, hver gang badet har været benyttet.
Det er en god idé at gøre grundig rent, efter at du har fjernet et angreb af skimmelsvamp. På den måde fjerner du så mange svampesporer som muligt fra det eller de rum, der har været angrebet. Der vil altid være sporer i luften, fordi de også optræder helt naturligt i luften udenfor, men du kan altså minimere antallet af spore indendørs ved at gøre grundigt rent.
Støvsug og vask møbler og gulv grundigt. Husk at bruge en støvsuger med HEPA-filter, så du ikke spreder skimmelsvampesporer ud over det hele.
Vask tøj, sengetøj og alt løst tekstil – fx tæpper og puder – der kan tåle det. Du behøver ikke at vaske ved en høj temperatur, en almindelig vask er nok til at slå sporer ihjel. Hvis du har tekstiler, der ikke kan tåle at blive vasket, kan du sende dem til rensning.
Hvis du har papirer, bøger eller lignende genstande, der er angrebet af skimmelsvamp, som du ikke selv kan rense, men som er vigtige at bevare, må du søge hjælp hos et professionelt firma.